Vedtægter for Herfølge Fitness
 

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er Herfølge Fitness

Hjemsted er 4681 Herfølge

§ 2 Formål

Foreningens formål er at fremme, stimulere og udvikle motionstræning i Herfølge og omegn. Gennem seriøs og saglig undervisning/vejledning, at skabe interesse i befolkningen, for et bedre fysisk og herigennem psykisk velvære, samt at fremme socialt samvær for alle medlemmer. Foreningen ønsker, at medlemmerne repræsenterer et bredt udsnit af befolkningen.

§ 3 Medlemskab af organisationer

1. Foreningen er underlagt ForeningsFitness rammer, herunder den til enhver tid gældende dopingpolitik.

2. Det betyder, at medlemmer af foreningen er forpligtet til på forlangende at blive testet af Antidoping Danmark, for indhold af doping ved dopingkontrol i foreningen.

3. Registreres der indhold af forbudte stoffer i prøverne, eller nægter man at lade sig teste, medfører dette omgående bortvisning og 2 års karantæne fra foreningen uden refundering af træningskort.

§ 4 Medlemskab

1. Som medlemmer kan optages alle fra den dag medlemmet fylder 15. år, såfremt de vedkender sig nærværende vedtægter. Medlemmer under 18 år skal ved indmeldelsen have forældres eller værges underskrift.

2. Kontingentsatser fastsættes på generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen. Ud over kontingentet opkræves et indmeldelsesgebyr, som dels dækker indmeldelses-/administration udgifter, og nøglebrik/adgangskort.

3. Hvis bestyrelsen ikke finder det hensigtsmæssigt p.t. at optage flere medlemmer som aktive, kan de skrives på venteliste.

4. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem med øjeblikkelig virkning, hvis medlemmet har handlet imod foreningens vedtægter og foreningens retningslinjer. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling. Eksklusionen skal vedtages med samme andel af de angivne stemmer som vedtægtsændringer. Se § 10.

Indbetalt kontingent refunderes ikke.

5. Betales kontingentet ikke rettidigt, betragtes dette som udmeldelse.

6. Et medlemskab kan ikke, overdrages til tredje mand eller refunderes.


§ 5 Kontingent

1. Alle medlemmer betaler kontingent efter de på generalforsamlingen vedtagne satser. Kontingentet betales forud for den givne periode. Ved indmeldelsen betales desuden et indmeldelsesgebyr.

Kontingenter for ½ års medlemskab betales 1. marts og 1. september.

Kontingenter med månedsvis betaling, betales den 1. i hver måned.

Der er for alle kontingenter en bindingsperiode på 3 måneder, dog er der for ½ års kontingent en bindingsperiode på 6 måneder.

§ 6 Foreningens ledelse

1. Bestyrelsen er ansvarlig for

a. at varetage den daglige drift af foreningen med ansvar overfor generalforsamlingen.

b. at varetager kontakten til lokale myndigheder, landsdækkende sammenslutninger og foreningens medlemmer.

2. Bestyrelsen fastsætter selv en forretningsorden.

§ 7 Bestyrelsen

1. Bestyrelsen består af min. 5 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv efter generalforsamlingen. Ved flere opstillede til samme rolle, stemmes der i bestyrelsen. Sekretær vælges ikke, men dennes opgaver går på skift mellem bestyrelsens medlemmer. Der vælges desuden 1-2 suppleanter til bestyrelsen.

Indgår der mere end 5 medlemmer i bestyrelsen, er bestyrelsesmedlemmerne på valg efter at have siddet i bestyrelsen i en periode på 2 år

2. Hvis et medlem af bestyrelsen udtræder midt i en valgperiode indsættes suppleant eller der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling.

Når et bestyrelsesmedlem udtræder i en valgperiode, kan bestyrelsen foretage en om konstituering, der gælder indtil næste generalforsamling.

3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

4. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc udvalg til varetagelse af særlige opgaver. Udvalgene referer til bestyrelsen, og bestyrelsen fastsætter rammer for de enkelte udvalgs handlefrihed.

5. Bestyrelsen fører protokol over beslutninger på de i foreningen afholdte møder.


§ 8 Økonomi

1. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Revideret regnskab forelægges på generalforsamlingen, sammen med budget for det kommende regnskabsår.

2. Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer har, ud over moralsk forpligtigelse ikke nogen økonomisk forpligtigelse over for foreningen.

3. Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 9 Tegningsret

1. Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil, fører forhandlinger med autoriteter, kommune m.m.

2. Foreningen forpligtes ved sin underskrift af bestyrelsesformand og kasserer i foreningen. Bestyrelsen kan godkende, at formand og kasserer kan råde over dankort/visakort og netbank til foreningens bank/giro konti hver for sig.

§ 10 Ordinær generalforsamling

1. Generalforsamlingen afholdes hvert år i 1. kvartal og annonceres med mindst 14 dages varsel ved opslag i foreningens lokaler, og ved direkte mail til det enkelte medlem. Medlemmet er selv ansvarlig for, at foreningen har korrekt mail-adresse registreret.

2. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være skriftlige og være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.

3. Stemmeret - kræver at man har været medlem i mindst 3 måneder før generalforsamlingen.

4. På generalforsamlingen afgøres alle sager med almindelig stemmeflertal blandt de fremmødte. Dog kræver vedtægtsændringer mindst 2/3 af de gyldige stemmer for forslaget. Såfremt der ikke opnås 2/3 flertal for vedtægtsændringen skal forslaget fremsættes på en ekstra ordinær generalforsamling, indkaldt til afholdelse senest 3 uger efter første generalforsamling. Her kan vedtægtsændringerne gennemføres med almindelig flertal.

5. Ethvert stemmeberettiget medlem kan forlange, at der skal ske skriftlig afstemning.

6. Der føres protokol over vedtagne beslutninger.

7. Der kan ikke vedtages noget under eventuelt.


§ 11 Dagsorden

1. Den ordinære generalforsamling har følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Valg af stemmetællere

3. Aflæggelse af beretning

4. Forelæggelse af det reviderede regnskab.

5. Forelæggelse af budget herunder kontingentsatser og indmeldelsesgebyr

6. Behandling af indkomne forslag

7. Valg til bestyrelse:

a. Valg af formand (i lige år)

b. Valg af kasserer (i ulige år)

c. 1 - 2 bestyrelsesmedlemmer (i lige år)

1 - 2 bestyrelsesmedlemmer (i ulige år)

d. 1 bestyrelsesmedlemmer (i lige år)

e. 2 suppleanter (på valg hvert år)

f. 1 revisorer (vælges på skift hvert andet år / lige år)

g. 1 revisorsuppleant (på valg hvert år),

8. Eventuelt

§ 12 Ekstraordinær generalforsamling

1. Skal afholdes når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst ¼ af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden.

2. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter kravet herom er modtaget. Den skal varsles i lighed med ordinær generalforsamling, med angivelse af begrundet dagsorden.

§ 13 Regnskab og revision

1. Foreningens regnskabsår løber fra 1. Januar til 31. December.

2. Senest 14 dage før generalforsamlingen indgiver bestyrelsen driftsregnskab og status til revisorens påtegning.

3. Foreningens folkevalgte revisorer har mulighed for at foretage uanmeldt revision.


§ 14 Opløsning

1. Foreningens opløsning kan kun vedtages på 2 lovligt indvarslede generalforsamlinger der afholdes med mindst 4 og højest 8 ugers mellemrum, og når mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer herfor.

2. I tilfælde af opløsning af foreningen indstiller bestyrelsen til Køge Kommune, hvad et eventuelt overskud skal anvendes til, idet den endelige beslutning tilkommer kommunen. Den endelige beslutning skal dog ligge inden for vedtægternes formålsbestemmelse jf. § 2 og således, at pengene primært skal anvendes til andet idrætsformål i 4681 Herfølge og sekundært til formål, der tager sigte på at dygtiggøre Herfølge by og oplands ungdom især på det idrætslige og/eller det kulturelle område

Vedtaget på generalforsamlingen d. 18. juni 2013

Vedtægterne er ændret på ordinær generalforsamling d. 24. februar 2015

Vedtægterne er ændret på ordinær generalforsamling d. 07. marts 2016

Vedtægterne er ændret på ordinær generalforsamling d. 20. marts 2017

Vedtægterne er ændret på ordinær generalforsamling d. 19. marts 2019